Efter at jeg i sidste uge så lyset – og forstod hvad det indebar at have en diagnose på at jeg er lidt gak gak – men så alligevel ikke... så har det givet en ro på, og en forståelse for mig selv og mine begrænsninger – men så absolut også en ide om hvad fremtiden kan føre med sig af glæder, oplevelser, følelser og hvad der nu må komme af muligheder.
Det bedste har været forståelsen og erkendelsen.
Jeg forstår mit tankemylder nu. Jeg forstår hvorfor jeg i perioder ikke kan sove ordentligt, fordi hovedet er fyldt med tanker om arbejde, dårlig samvittighed og selvdestruktive ord. Jeg forstår hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Hvorfor jeg somme tider kan sidde i en forsamling og føle mig så inderlig ensom. Jeg forstår hvorfor jeg trækker mig – fra sammenkomster, venskaber, job, samfund. Jeg forstår hvorfor jeg gør det i perioder.
Jeg erkender at jeg har brug for det – men at jeg ikke skal lade det tage overhånd. Det skal ikke være en undskyldning, men det er bare sådan det er. Jeg erkender at det er okay – at jeg ikke er et dårligt menneske.
Jeg har fået så vildt meget respons på hvad jeg skrev i sidste uge – og jeg blev overvældet over hvor mange der egentlig læser mine ord.
Der var en bestemt kommentar som bed sig virkelig godt fast i sidste uge, og den kommentar har jeg holdt fast i lige siden. Jeg ved at den kommentar kommer til at være en redningsplanke for mig i lang tid fremover, når det selvdestruktive kommer og banker på...
Oversat til dansk:
”Hold da op hvor god du er til at skrive. Jeg har netop læst din blog. Jeg er meget imponeret – skal du vide!
Jeg synes, selv om jeg kun har mødt dig en gang, at du skal fortsætte at være den du er, så alle kan se hvad for en flot person du er. Jeg tror vi alle er lidt borderline når det gælder vore personligheder!
Ikke at det er negativt, men vi kan alle se lidt ind i os selv fra tid til anden og ikke ”dømme” før man først har kigget på sig selv. Jeg har oplevet meget i mit liv, som ikke kun har været positivt – så jeg har lært mig selv ikke at dømme, men hellere se det der er godt ved de personer jeg møder. Bare den måde du hilste på mig, ved at klappe mig på skulderen, gjorde at jeg fik en positiv følelse for dig. Du taler med alle og alle får lov til at sige deres og du dømmer ikke nogle for det de siger. Jeg er imponeret over at du tør at lægge ud det du tænker og føler – og det står der respekt af.”
Jeg tænker tit: ”Hvad tænker folk om mig – hvordan opfatter de mig som menneske?” – Ikke at det er noget jeg får en neurose af, men jeg forsøger at se hvordan andre opfatter mig, så jeg kan forstå andre, men også mig selv. For det er jo lige det dette projekt handler om for mig: At forstå mig selv!
Og at læse den ovennævnte kommentar, gav mig et billede af hvordan i hvert fald en person har oplevet mig. Og det giver mig mod på at tro på at jeg er på vej i den rigtige retning.
Nu er det ikke sådan at jeg forsøger at ændre mig til at blive en helt anden end den jeg er.
Nej, jeg piller bare lagene af – de der lag jeg har klæbet fast som et beskyttende lag mod al verdens ondt.
Jeg tog jo også til netværksmødet efter sidste blogindlæg – og det gik faktisk meget fint. Jeg læste også op bloggen, og vi fik en fin snak om den og om hvordan vi opfatter ting vi læser og ting vi tror andre mener om os. Jeg elsker det kvindenetværk – og jeg er så uendelig taknemlig for at jeg er en del af det!
I går aftes – da havde jeg en oplevelse som kunne have gået meget meget galt.
Jeg har en kunde, hvor jeg har lavet transskriberinger og rapportskrivninger for dem. Men de har ikke været 100 % tilfredse med mig. De har en 100 % perfektion i deres ting – som jeg ikke kan leve op til. Det er i og for sig øv for mig, men sådan er det – og jeg kan ikke gøre det så godt som de forventer. Jeg ved ikke hvorfor...
Nu har de så fået en ny ind i teamet – som skal lave transskriberingerne. Og i går aftes havde vi skype-møde alle sammen – fordi der er en stor opgave på vej ind. Og den kræver stor planlægning.
Normalt ville jeg have trukket mig ud af dette samarbejde. Jeg ville have deltaget til mødet, også ville jeg have trukket mig ud af det bagefter. Med en eller anden lam undskyldning.
Men i går blev det lidt anderledes. Jeg loggede på og følte med det samme en trussel i hende den nye... Jeg følte - at nu ville kunden smide mig ud af samarbejdet – og jeg følte mig som så fucking ensom med mine tanker. De fyldte. Åh de fyldte så meget.
Jeg blev passiv – stille og sad bare og kiggede og smilede. Jeg lyttede og følte at hver ting der blev sagt, så blev der i mellem linjerne sagt at Heidi ikke duer, og hun er røv elendig til alt hun gør!
Jeg blev mindre og mindre, og mere og mere ensom. Tomheden voksede inde i mig. Denne velkendte følelse af sort tomhed. Jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne komme med af undskyldninger for at komme ud af hele samarbejdet, for nu kom hende den nye til at overtage, jeg kunne ligeså godt selv sørge for at komme ud af det – det skulle ikke være sådan at DE brød samarbejdet!! NÆ – heller sige op end at føle nederlaget i at miste...
Sådan havde jeg det gennem hele den time mødet varede.
Mødet blev afsluttet – og jeg sad der lidt og tænkte over det.
Heidi – kan du selv se det? Det er dit alarmberedskab der fucker dit liv op! Kan du se det?? – Du kan ikke være bedst til alt. Hvad med at du koncentrerer dig om at være bedst til de ting du virkelig er bedst til? Også lade andre gøre det du ikke er bedst til... – De transskriberinger hader du jo som pesten alligevel. De dræner dig, og din energi til at gøre det andet i opgaven er væk... Se på det som om at kunden er tilfreds med dig – men for at hjælpe dig har de fået en mere ind, så du kan gøre det du er bedst til! Det er ikke en nedgradering af dig og dine kvaliteter – det er simpelthen en opgradering af dine kvaliteter. Du får mere tid til at perfektionere det du virkelig er god til...
Jeg tog en snak med min eneste ene om dette – for første gang i mit liv fortalte jeg om hvordan jeg havde det i den situation jeg havde været i. For lige denne situation har jeg været i så tit. Denne situation hvor jeg føler mig truet af en anden. På den måde at jeg tror jeg skal fyres – smides væk – er ubrugelig – duer ikke – på job plan, på det menneskelige plan.
Og for første gang i mit liv har jeg klaret mig igennem en hel nat uden tankemylder. Jeg har haft en god nats søvn – i stedet for tankemylderet som kommer efter sådan en oplevelse.
Nu kan det godt være at kunden vil skvise mig ud – men at de lige skal bruge mig på denne store opgave først. Men ved du hvad! Det rører mig ikke. Det er sådan det er. De er fri til at vælge en anden til at løse deres opgaver – det er helt okay. Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bekymre mig for om kunder, familie eller venner vælger mig fra længere. Jeg er som jeg er, og dem der kan li mig, mine kvaliteter og kvalifikationer er dem der er værd at beholde.
Jeg vil ikke længere bruge min energi på at tænke at andre ikke gider mig – personligt og professionelt. For der er faktisk en del synes jeg er sjov og rar og sød og hyggelig og dygtig!
